Copenhagen Camping ligger tæt på hovedstadens pulserende liv. Nærmere bestemt nær broen til Sverige i det idyliske Dragør og helt nøjagtigt lige ved de naturskønne og fuglerige strandenge.
For både de store og små har vi vel nok en af Danmarks smukkeste minigolfbaner. De ni huller og deres betagende omgivelser er dog ikke blot et flot syn. Faktisk er banen opbygget efter officiel amerikansk standard.
Du finder også en stenmelsbelagt petanque-bane på pladsen. Den er – ligesom minigolbanen – naturligvis anlagt efter de internationale standardmål, så hvis det er dig der taber kan du altså hverken bruge størrelsen eller underlaget som undskyldning.
For de mindste er der en pragtfuld legeplads med både gængse legeredskaber og ikke mindst dens hovedatraktion, som er en kæmpestor hoppepude.