Vi sætter kursen mod Farsø, hvor vi skal ud at ride hos Meldgaard Heste. Meldgaard Heste ejes af Jeanette og Hans Meldgaard, der siden 1991 har arbejdet med Islandske heste og tilbyder ridning på netop denne race. Det er store, fantastiske heste også for nybegyndere. Heste, der tåler alt og kan fungere med konstant skiftende ryttere, børn, hunde osv. De er stabile, rolige og tålmodige.
Vejret denne sidste lørdag i august er lunefuldt. Kraftige regnbyger vælter ind over området med jævne mellemrum, men ifølge Jeanette findes der ikke dårligt vejr! Og her rides der hele året lige bortset fra, når det lyner eller der falder isslag. Ingen af delene er der udsigt til i dag!
Så efter en informativ, indledende snak er det blevet tid til at gå over til hestene. Hestene står ikke i stald men er ude hele året. Endnu da for der er lovgivning på vej om, at det ikke fortsat skal være tilladt. Underligt for det er da i den grad imod netop denne races natur at blive lukket inde i en stald. Men i dag skal hestene hentes på marken der er godt pløret så vi får et par korrekt påklædte piger til at hente hestene for os.!
Det er nogle skønne heste, de kommer med men de er godt nok store! Vi har vist fået de største og jeg mærker da lidt uro i maven, for jeg har ikke siddet på ryggen af en hest, siden jeg var 10-12 år gammel. Junior, derimod, kan slet ikke vente med at komme op på hesten. Men vi er ikke klar endnu.
Hos Jeanette og Hans er der ansat flere unge piger, der har stor hesteforstand og erfaring, og vi møder her Michelle og Nana, der skal med som guider på vores tur. Ingen rider alene ud, med mindre man har egen hest og er en rutineret rytter. Nana og Michelle går begge fortsat i skole men hjælper til hos Meldgaards så ofte, de kan. Og vi får stor glæde af deres erfaring på vores tur senere.
Inden vi kan tage af sted, skal der sadles op, og har man aldrig prøvet det før, kan det godt være lidt svært at få de rette ender til at nå sammen og sadlen til at sidde godt fast. Heldigvis er der hjælp at hente hos pigerne. Men at strigle hestene, der hvor sadlen skal sidde, det kan vi godt selv gøre. Alle gør så meget selv, som de overhovedet kan både store og små.
Sikkerheden skal også være i orden til hest, så alle rider med hjelm der kan lånes når turen går ud fra Meldgaards.
Endelig er vi klar til afgang. Vi får en kort instruktion i de kommandoer, vi skal bruge undervejs: højre, venstre, stop og speeder. Det lyder enkelt. Nana, den ene af vores guider, er førerhesten i dag, så vi skal hele tiden holde os bag hende. Enkelt i starten, hvor vi rider på en meget smal sti. Men hvordan vil det gå på stranden? Fint skal det senere vise sig.
Det er imponerende, at man som nybegynder uden større instruktion kan sætte sig op på så stort et dyr og så få en så fantastisk oplevelse ud af det, som vi får. Vi har ikke redet længe, før vi alle føler os ganske trygge på hesteryggen og mærker, at hesten lystrer os.
Det går ad en meget smal sti i starten, det går op og ned og bagefter i lidt mere bakket terræn blandt diverse bevoksninger. En udfordring og noget vi ikke havde forestillet os, vi bare kunne! Fantastisk! Pludselig går der lamaer og æsler foran os på en mark og landskabet er i det hele taget utroligt smukt at ride i. Så det at opleve naturen på en hel ny og anderledes måde er i sig selv en helt speciel oplevelse. At være i ét med naturen får en hel anden dimension i dag.
Vores mål er at ride ned til stranden på en blæsende og våd augustdag. Vi skal ride lidt landevej og krydse vejen et par gange inden da. Her kniber det at få bilisterne til at sætte farten ned, trods de tegn, Nana giver dem. Det er måske dagens største udfordring, for når bilerne bare suser forbi i høj fart, er det ikke så rart. Men her kommer hestenes rolige gemyt os til gavn de reagerer slet ikke på det, men fortsætter stille og roligt på række bag hinanden. Og Nana har styr på både heste og ryttere vi er meget trygge ved hendes tilstedeværelse.
Pludselig kan vi se havet foran os. Bølgerne bruser og vinden står lige imod os. Men regnen holder sig på afstand, mens vi er her. Dejligt. Det er helt specielt at ride her ved vandet. Tænk at man kan det på sin første dag på hesteryg. Det føles som en drøm, der jo får en ende men dette er virkelighed! Førerhesten er ikke til vand i dag, hvor det blæser kraftigt, så mens vi andre kan ride, må Nana trække sin hest, der hvor vi ikke kan ride i sandet. På et tidspunkt må vi dog alle af og trække vore heste, da et alt for blødt underlag, hestene kan synke ned i, om vi fortsat sidder på dem, forhindrer os i at komme forbi, hvor vi skal. Det er lidt svært, for terrænet er ujævnt, og vi går i højt siv, hvor vi intet kan se. Jeg får en hestesko over foden, og det gør lidt av! Men vi kommer i gennem og er stolte over, at vi klarede det både heste og ryttere.
Fra stranden rider vi tilbage mod vort udgangspunkt ad smukke grusveje og stier. Og naturligvis skal vi prøve at have lidt tempo på undervejs. Vi kommer i trav, og det er en lidt speciel oplevelse første gang. Junior er til det hele og vil både prøve galop og tølt den særlige gangart, som de islandske heste er kendte for. Og det virker som om, han er født på hesteryg (det er han ikke)! Det bliver dog ikke denne gang, han får alle ønsker opfyldt, for vi kan ikke alle blive enige om at turde det hele. Og stikker én hest af, følger de andre efter. Så yngstemand har noget til gode. Men det er helt sikkert heller ikke vores sidste tur på hesteryg!
De sidste 300 meter, inden vi er tilbage ved udgangspunktet, skal vi stå af hestene og gå resten af vejen. Hvorfor nu det? Nu var det lige så sjovt? Jo hvis vi vil kunne gå næste dag, er det godt lige at strække benene og musklerne. Vi har redet et par timer, og det er meget for en nybegynder. Normalt rider man 1 time, så vi må nok indstille os på ømme muskler dagen efter. Især når vi nu tager videre på mountainbike
Og det er lige, hvad vi gør. Vejret driller fortsat ind imellem, og vi er så fyldt med enestående oplevelser og indtryk fra rideturen, at det lige nu føles som om, vi ikke kan rumme mere for i dag. Men vi har en aftale i Skørping kl. 16.00, så vi sætter kursen den vej.